G. A. Hagemanns Kollegium

^ Gå til toppen

Alumnerne

Kit, 25 år, Landskabsarkitektur, KU

Jeg blev inviteret til Nye Alumners Fest af min gamle tutor, der bor her og efter festen, var jeg nødt til at sende en ansøgning. Nu har jeg boet her i to år, og jeg er vild glad for det. Jeg var spændt på at flytte på kollegie efter at have boet alene i tre år, men jeg fandt hurtigt ud af, at det er luksus at have 60 roomies, og at der også er plads til privatliv. Det kan være lidt skræmmende i starten med så mange nye mennesker, man skal bo sammen med, men folk er enorm åbne, og der er plads til at være den, man er. ​I forhold til privatliv kan man sagtens trække sig tilbage på sit værelse eller på læsesalen, hvis man har brug for at koncentrere sig om en opgave. Og så ved man, hvor man kan gå hen, hvis man vil have selskab. 

Når man kommer hjem fra en lang dag på studiet, kan man gå ned og snakke med folk i spisesalen, man kan hænge ud i TV-stuen eller også bliver der holdt drinksaften på en af salene, som vi tit gør på 4. sal, hvor jeg bor. Udover dagligdagshyggen er det fedt at bo i et hus, der emmer af historie og traditioner. Skovturen er min yndlingstradition, hvor alle sætter en dag af til fælles udflugt og man kommer lidt væk fra vante rammer, men nytårsaften er også altid en virkelig god fest.

 

Pernille, 23 år, Design & Innovation, DTU

Jeg hørte om kollegiet gennem nogle venner fra studiet, der havde boet her i et stykke tid. Jeg havde aldrig været herinde før, men på rundvisningen faldt jeg pladask for stedet. Jeg havde aldrig troet, at kollegielivet var noget for mig. Tanken om at dele køkken, mad, bad og toilet med andre samt den sikkert konstante larm tilltalte mig ikke lige frem. MEN! jeg har fundet ud af at lidt kollegiemenneske er jeg nok alligevel og nok også en del!. På GAHK har vi rene køkkenforhold og når man er faldet på plads, er delt bad og toilet ikke så slemt alligevel.

Jeg flyttede direkte fra mine forældre i Gentofte til Østerbro, og mine medstuderende på DTU spørger mig ofte, hvorfor jeg dog gad at flytte længere væk fra DTU. Jeg synes, at det var fantastisk at komme til byen, og jeg tager gerne min cykel de ekstra kilometer for denne placering i hjertet af København.

Kollegiet er fyldt med fantastiske traditioner, skønne arrangementer og dejlige mennesker. Mit yndlingssted på kollegiet er vores trappe ind til kollegiet fra Kristianiagade. Trappen bliver fyldt med mennesker om sommeren og at sidde og nyde eftermiddagssolen imens alumner kommer hjem fra studierne er helt fantastisk. Om sommeren er den faste cykeltur til Amerika Kaj et skønt øjeblik, hvor vi alumner hopper i vandet og nyder en øl på kajen efterfølgende. Jeg har helt sikkert tænkt mig at blive boende her, indtil jeg er færdiguddannet! 

 

Per Sebastian, 26 år, Politisk kommunikation & ledelse, CBS

Jeg hørte om G. A. Hagemanns Kollegium igennem mine forældre faktisk. En af grundene til, at jeg er ganske tilfreds med, at væggene ikke kan berette om de ting, som de har været vidne til igennem tiden, er min mors referater af de fester, hun kom til herinde.

Jeg var flyttet hjemmefra tre år tidligere og var en stolt del af de 5 procent af københavnske studerende, der ikke var i bolignød. Men mine forældres genfortællinger af deres tidsmæssigt sparsomme erfaringer med kollegielivet tvang mig til et opgør med et spørgsmål, jeg personligt havde fejet ind under mit Pinocchio-tæppe fra HAY.

Hvad har jeg tænkt mig at fortælle mine børn om, når de spørger ind til min tid som studerende i kongernes København? At jeg betalte overpris for et frimærke på Frederiksberg – eller at jeg tog en stor, fed bid af kollegielivet og at jeg åd den råt og rent? At jeg boede med en halv-vanvittig kattedame på Nørrebro – eller at jeg boede sammen med Danmarks mest vanvittige kattekonger og –dronninger på Østerbro? At jeg flyttede sammen med min eneste ene i Indre By, før vi var klar – eller at jeg fandt hende i tågerne fra min sidste cigaret og midt i en ungdom, som vi lossede i løgene inden den uigenkaldeligt var forbi.

Jeg vil fortælle mine børn om GAHK. Men muligvis i en mere censureret version, end den mine forældre har givet mig. De boede her aldrig, mine forældre. De kom bare forbi for at ryge smøger i læderjakker og lytte til Bob Dylan på vinyl hos deres fælles venner. Nu bor jeg her. Jeg tygger nikotin-tyggegummi i skjorter og lytter til Bieber på Spotify. Men derudover er alt, som jeg kan forstå, det var dengang. Og det er helt perfekt.